Nogle dage kan man ikke andet end ryste på hovedet.Ikke sådan et lille pænt ryst, hvor man diskret tænker: Nå, det var da lidt mærkeligt.

Og så trækker man på skulderen. Ikke fordi man er ligeglad. Langt fra. Men fordi man er træt. Træt af at forklare. Træt af at håbe. Træt af at være hende, der mærker det hele lidt for tydeligt.

Der er øjeblikke i livet, hvor man synes, man har givet rigeligt. Hvor man har stået i samme manege så længe, at savsmuldet nærmest er groet fast under fødderne. Man har smilet, bukket, jongleret med hensyn, stillet sig pænt i hjørnet og prøvet at få forestillingen til at hænge sammen.

Og alligevel står man der igen.

Midt i cirkusmanegen.

Med lyset lige i ansigtet.

Publikum forventer måske noget. Et nummer. Et smil. En lille dans. En pæn forklaring på, hvorfor man ikke bare er tilfreds. Hvorfor man ikke bare kan være taknemmelig. Hvorfor man stadig drømmer om noget andet.

Og hvad gør man så?

Man kunne sætte sig ned og græde. Det gør man også nogle gange.

Man kunne råbe. Det gør man måske indeni.

Man kunne gå sin vej. Hvis man vidste hvorhen.

Men nogle gange gør man noget helt andet.

Man tager klovnenæsen på.

Ikke fordi det er sjovt.
Ikke fordi det ikke gør ondt.
Ikke fordi man ikke mener det alvorligt.

Men fordi man nægter at lade livet gøre sig færdig med én.

Der er noget næsten trodsigt i at tage klovnenæsen på. Som om man siger til livet:

Du kan godt prøve. Du kan godt sende endnu en omgang bekymringer, afslag, skuffelser, tavshed, ensomhed og “det må vi se på engang”. Men jeg står her stadig.

Måske lidt skæv i parykken.
Måske med mascaraen nede på kinderne.
Måske med hjertet i hånden og maven fuld af uro.

Men jeg står her.

Og jeg har stadig drømme.

Jeg drømmer stadig om havet. Om sommerdage. Om børnebørn tættere på. Om kaffe i solen. Om at høre til et sted, hvor man ikke hele tiden føler sig som gæst i sit eget liv.

Jeg drømmer stadig om et hjem, der ikke kun er praktisk, men også føles rigtigt. Et sted, hvor jeg ikke skal forklare mit savn. Hvor jeg ikke skal være den urimelige, bare fordi jeg også gerne vil have en bid af livet.

For det er jo ikke urimeligt at længes.

Det er ikke forkert at ønske sig mere nærhed, mere frihed, mere liv, mere mig midt i alt det, der blev til os.

Nogle gange har man bare været stærk så længe, at folk tror, man ikke kan knække.

Men stærke mennesker bliver også trætte.
Stærke mennesker kan også savne.
Stærke mennesker kan også sidde i et hus og tænke: Var det virkelig meningen, at jeg skulle blive her så længe?

Og så kommer den der mærkelige latter. Den der lidt tørre, lidt skæve latter, der ikke helt ved, om den er grin eller gråd.

Så ryster man på hovedet.

Trækker på skulderen.

Finder klovnenæsen frem.

Og tager endnu en omgang i cirkusmanegen.

Ikke fordi man har givet op.

Men fordi man stadig er her.

Fordi forestillingen ikke er slut.

Fordi der måske, et sted bag teltdugen, stadig findes en udgang. Eller en ny vej. Eller bare en lille åbning med lys i.

Og indtil da må vi gøre det, vi kan.

Græde lidt. Grine lidt. Bande lidt. Drømme videre.

Og måske huske os selv på, at selv klovne har hjerter.

Og nogle af dem banker meget højt.